Fjern barriererne og slip Danmarks talentreserve fri
Danmark bokser på mange områder over sin vægtklasse – det gælder bl.a. indenfor økonomi, forskning og kultur. Den danske succes hviler på skuldrene af tidligere kloge beslutninger, der har gødet jorden for Danmarks vigtigste råstof, nemlig landets borgere. I denne rapport ser vi på dette råstof og mere specifikt på talent og talentudfoldelse. Vi anlægger det syn på talent, at alle har et. Og i en ”small great nation” som Danmark skal flest mulige have mulighed for at udleve mest muligt af det. Samtidig kan succes i fortiden ikke garantere succes i fremtiden.
Gå direkte til download af rapporten
I denne rapport præsenterer vi ikke kun dybdegående analyser af Danmarks fortsatte udfordringer med talentudfoldelse, men vi fremlægger også et detaljeret oplæg til en national talentstrategi. Denne strategi sigter mod at adressere og overvinde barrierer for talentudfoldelse og sikre, at flere borgere får mulighed for at realisere deres fulde potentiale. Vores mål er, at denne tilgang til talent bliver integreret bredt i samfundet, hvilket vil styrke Danmarks talentprofil og løfte os alle.
Samfundet er bedst tjent ved, at de personer, der er bedst til at udføre et job, også er de personer, der får jobbet. Men i rapporten belyser vi, hvordan samfundsstrukturer og fordomme kan være barrierer for talentudfoldelse. Fx er der stadig lang vej til chancelighed mellem kønnene, hvor samfundsnormer og kønsstereotype forestillinger om talent begrænser kvinders talentudfoldelse.
Disse og mange andre analyser kan du læse i denne rapport. Vi håber, at landets politikere vil læse rapporten og handleplanen og påbegynde et arbejde med at udforme en national talentstrategi.
Rapportens temaer:
• Hvad er talent?
• Hvilke trends påvirker talentudnyttelsen i Danmark?
• Barrierer for talentudfoldelse
• Talent på arbejdsmarkedet