10 år uden lønhop til de lavtlønnede
Den økonomiske udvikling har været god i Danmark de senere år – og det er også kommet mange lønmodtagere til gode i lønningsposen. Men denne analyse viser, at en betydelig gruppe på bunden af arbejdsmarkedet har ikke fået del i opsvinget.
Analysen er bragt i Politiken lørdag den 11. januar 2020.
Den økonomiske udvikling har været god i Danmark de senere år – og det er også kommet mange lønmodtagere til gode i lønningsposen. Men en betydelig gruppe på bunden af arbejdsmarkedet har ikke fået del i opsvinget. De netop igangsatte overenskomstforhandlinger vil kunne hjælpe med at svare på, om der blot er tale om et midlertidigt efterslæb, eller om der er tale om en strukturel udvikling, hvor der efterspørges stadigt mere højt kvalificeret arbejdskraft, mens de lavtkvalificerede marginaliseres? Hvis det er en strukturel udvikling, er det et langt sejt træk at vende udviklingen. Det starter med lige muligheder og uddannelse – i så fald får ”Børnenes statsminister” for alvor brug for at komme i arbejdstøjet.
På ryggen af de senere års konjunkturfremgang steg de gennemsnitlige timelønninger fx med næsten 4 pct. fra 2013 til 2017. Ikke alle lønmodtagere har dog fået gavn af opsvinget på arbejdsmarkedet. Det har især givet gevinst til de højest lønnede, mens de laveste lønninger stort set ikke har rokket sig siden 2009. Det viser denne nye analyse fra Small Great Nation, hvor vi belyser de langsigtede udviklingsperspektiver for det danske samfund.
De laveste lønninger er på 2009-niveau
Siden 2009 er der sket en markant spredning i timelønningerne for de beskæftigede i Danmark. Den gennemsnitlige løn steg med godt 3 pct. fra 2009 til 2017 efter korrektion for inflation, dvs. når vi tager højde for, at prisen på varer også er steget. De højeste timelønninger steg imidlertid med 6-7 pct., mens de laveste lønninger stadig er på omtrent samme niveau som i 2009.
Mens beskæftigede med de højeste timelønninger i dag således kan købe 6-7 pct. flere varer for deres løn, står de lavest lønnede tilbage med omtrent samme mængde af varer for deres timeløn som i 2009.
Hvis man ønsker, at alle grupper på arbejdsmarkedet kan følge med lønudviklingen, kræver det et fokus på lige muligheder. I analysen fokuserer vi derfor på timelønninger i stedet for fx årsindkomster. Timelønnen er central for de indkomstmuligheder, som den enkelte person har på kort sigt. Den kan også sammenlignes på tværs af beskæftigede, mens fx årsindkomster er påvirkede af den samlede arbejdstid i året.
Bruttoindkomst afspejler arbejdsmarkedets aflønning
I opgørelsen ser vi også bort fra skatter og offentlige overførsler mv., da bruttoindkomster afspejler arbejdsmarkedets aflønning af kompetencer, erfaringer mv. På lang sigt hjælper det kun på indkomstfordelingen i et samfund, hvis de enkeltes muligheder forbedres via fx uddannelse og læring. Man kan trække på smilebåndet over statsministerens SoMe-optræden i høje hæle på en håndboldbane, men hendes fokus på børnene i fordelingsdiskussionen er sundt. Vores kompetencer og muligheder senere i livet grundlægges allerede i barndommen og en indsats for børnene kan reducere den sociale arv fra en dårlig opvækst.
Vores analyse tager udgangspunkt i de faktisk observerede lønninger blandt de beskæftigede i Danmark i de enkelte år, som er opgjort af Danmarks Statistik. Udvikling for de forskellige lønniveauer mellem to år afspejler derfor både lønstigninger for de samme personer og ændringer i sammensætningen på arbejdsmarkedet. Kommer der derfor fx flere unge lønmodtagere, der typisk har en lavere løn, falder gennemsnitslønnen.
Vores opgørelse viser derfor den overordnede udvikling i timelønninger i Danmark, men ikke nødvendigvis for den enkelte person på arbejdsmarkedet. Det går imod praksis for lønopgørelser på det overenskomstdækkede arbejdsmarked fra fx Dansk Arbejdsgiverforening eller fagforeningerne.
Arbejdsmarkedets parter har fokus på lønudviklingen for bestemte grupper på arbejdsmarkedet. I deres opgørelse af lønudviklingen følges de samme grupper af personer. Det har derfor ikke betydning, hvis der fx kommer flere personer med en lav løn på arbejdsmarkedet. Dette er den rigtige måde at se på det, når der fx skal forhandles lønninger i årets overenskomstforhandlinger for bestemte typer af medarbejdere. Den præsenterede analyse afspejler derimod den brede fordeling af timelønninger og den lønudvikling, der de facto observeres i Danmark for samfundet som helhed. Samtidig afgrænses den ikke til de overenskomstdækkede arbejdspladser.
Hvorfor ser vi denne stigende spredning i timelønningerne i Danmark?
En del af forklaringen kan være flere udlændinge på det danske arbejdsmarked. Globalisering giver os flere og billigere varer på hylderne, men giver også en øget konkurrence på arbejdsmarkedet for især lavtlønnede, hvilket kan presse lønningerne.
Et opgør med den frie løndannelse og den danske arbejdsmarkedsmodel er ikke vejen frem – lønforhandling alene mellem arbejdsmarkedets parter, der kan tage højde for alle forskellene på arbejdsmarkedet, er grundlæggende sundt og et internationalt forbillede. Statslig regulering på området, fx statslige minimumslønninger, er ikke løsningen, da det kan ødelægge arbejdspladser i stedet for at øge lønningerne.
Hvis vi ønsker at bevare sammenhængskraften i Danmark, bør vi som samfund fokusere på at give alle lige valgmuligheder. Her er det vigtigt, at vi får løftet dem, der ikke er del af den globaliserede og højtuddannede arbejdsstyrke, med ind i fremtiden – eksempelvis via en øget uddannelsesindsats både før og under arbejdslivet. Der er rigeligt at arbejde med for ”Børnenes statsminister”.
