Vi kan fremtidssikre den danske velfærdsmodel og sætte ind mod omkostningssygen
Det er tid til at finde en bedre medicin mod den omkostningssyge, der plager den offentlige sektor. Men skal vi bare forlænge levetiden nogle år endnu – eller skal vi genoplive Danmarks verdensberømte velfærdsstat i en mere fremtidssikret version? Det bliver et centralt spørgsmål for beslutningstagerne. At lade stå til er ikke en mulighed.
Af Anders Dons, CEO, Deloitte og Peter Mogensen, Direktør, Kraka
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 6. januar 2023.
I gamle dage var det en fornøjelse at flyve. Der var masser af personale, der serverede mad og drikkevarer, og der var rigeligt med benplads. Disse goder er i dag blevet erstattet med et ræs for at få plads til håndbagagen og en kamp med sidemakkeren om retten til det smalle armlæn. Hvordan kan samfundet være blevet så meget rigere samtidig med, at servicen på flyrejser er blevet så meget dårligere?
Svaret er, at flyrejser er blevet ramt af en sygdom. En sygdom, der også påvirker Danmarks offentlige sektor. Sygdommen er kendt som Baumols omkostningssyge, opkaldt efter den franske økonom William Baumol, som undersøgte effekten allerede i 1960’erne. Sygdommen opstår, fordi højere produktivitet i én del af økonomien fører til højere lønninger i hele økonomien.
Produktiviteten stiger hurtigere i den private vareproduktion end i servicefagene. Sådan har det været historisk, og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle ændre sig lige foreløbig. Der er simpelthen bedre muligheder for, år efter år, at forbedre produktionen af bl.a. medicin og fladskærme end for at effektivisere fx ældrepleje og børnepasning.
Den udvikling har to konsekvenser. For det første betyder det, at lønningerne i servicefag må stige i takt med lønningerne i vareproduktionen, selvom produktiviteten i servicefagene ikke stiger i samme takt. Ellers bliver det på sigt umuligt at få folk til at tage et servicejob som frisør, rengøringshjælp, hjemmehjælper eller lærer. Og dét betyder for det andet, at samfundet bliver nødt til at bruge en større og større andel af den samlede indkomst på service, hvis man vil veksle den generelle velstandsfremgang til en ensartet fremgang i både vareforbrug og serviceydelser.
I Danmark varetages mange serviceydelser i dag af det offentlige. Men i de seneste godt ti år er midlerne til offentlig service ikke steget i samme hastighed som borgernes private forbrugsmuligheder. I vores fælles projekt Small Great Nation har vi kigget grundigt på den udfordring.
For hvad der kan lyde som kedelig økonomteknik, har reelle konsekvenser. Man skal ikke lede længe for finde symptomer på, at det offentlige har svært ved at følge med borgernes ønsker. I en analyse fra Kraka-Deloitte, viser vi, at der de sidste ti år er sket en markant stigning i antallet af personer, der bl.a. tegner private løn- og sundhedsforsikringer og sender deres børn på privatskole.
Flyselskaberne har navigeret gennem stigende lønomkostninger ved at skære på servicen. Væk er det høflige personale og de gode måltider. Efter at prisen for service blev for dyr, har vi lært at leve med dårligere service. Til gengæld har det aldrig været så billigt at blive transporteret fra A til B med fly. Spørgsmålet er, om det offentlige skal udvikle sig ligesom flyrejser. Heri ligger en vigtig politisk prioritering, som konkretiseres i, hvor mange ressourcer og ansatte sektoren skal tilføres.
Vi ser to reelle muligheder for at tage livtag med omkostningssygen. Det kan gøres med ny finansiering gennem reformer, der giver penge i statskassen, eller øgede skatter. Eller også skal vi acceptere en model, hvor den offentlige sektor leverer en grundpakke af services, som kan suppleres med private tilkøb af dem, der har råd. Vi er allerede ved at snuble ind i denne model. Men håbet er, at vores rapport kan bidrage til en mere bevidst tilgang til problemstillingerne, og den nye regering bør have den offentlige sektors udfordringer på toppen af deres to do-liste.
