Tag ansvar for sammenhængskraften
Erhvervslivet har et stort medansvar for at sikre, at både fællesskabet og demokratiet eksisterer om både ti og 30 år.
Af Anders Dons, nordisk CEO i Deloitte, og Peter Mogensen, direktør i Kraka.
Kronik bragt i Børsen 11. september 2017.
Erhvervslivet bør tage mere ansvar for samfundets udvikling. Erhvervslivet skal turde have en holdning og tage del i debatten og ikke stå tilbage af skræk for at få uvenner. Sådan lød det for nyligt i et opråb fra Erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Det vil vi gerne. Vi tror også, at rigtig mange andre i erhvervslivet vil. For mange i både erhvervsliv, organisationer og danskere i almindelighed er optaget af samfundsudviklingen og af, hvordan vi skal klare os i årtierne fremover. Særligt begrebet sammenhængskraft er på alles læber, fordi den på globalt plan men også herhjemme er udfordret.
Overalt i de vestlige samfund vokser følelsen blandt dele af borgerne af ikke at være inviteret med til festen og at stå udenfor udviklingen. Sammenhængskraft er et tema, der kræver dyb opmærksomhed fra både politikere men også fra erhvervslivet. Erhvervslivet har et meget stort medansvar for at sikre, at fællesskabet og demokratiet eksisterer om 10, 20 og 30 år. Hænger vi ikke sammen som land - med nogenlunde samme værdier og holdning til, hvordan samfundet skal se ud - så skader det os alle. Vi må gerne være uenige om, hvordan Danmark udvikler sig. Men vi skal alle være med ombord. Desværre er troen på, at hele nok skal gå af sig selv, hvis vi gør, som vi plejer, krakeleret lidt. Og bekymringen for, at også Danmark kan brække midt over, eksisterer i dag.
Derfor har Deloitte og Kraka netop søsat initiativet Small Great Nation, der over de næste par år skal søge svar på, hvad Danmarks styrkepositioner er, og hvad Danmark skal leve af i fremtiden? For det er fundamentet for en stærk sammenhængskraft blandt os borgere. Beskæftigelse, jobs, uddannelse og en fortsat god velstandsudvikling sikrer, at vores samfundsmodel også kan bestå i fremtiden.
Danmark er heldigvis et langt mere homogent og lige samfund, og vi scorer højt på lykke, livskvalitet, digitalisering, uddannelsesniveau og socialt sikkerhedsnet. Verden ser på Danmark med beundring og vil gerne have opskriften på vores velfungerende velfærdssamfund.
Når vi ser ud over Danmarks grænser bliver globaliseringen ikke modtaget lige positivt i hele verden, og uligheden mellem de allerrigeste og de, som ikke er kommet helt med, er i en række toneangivende lande vokset markant. Trump og Brexit er blot eksempler herpå. Bekymringen og angsten vokser, og det skaber rystelser i demokratiet og fronterne tilspidses. I værste fald kan konsekvenserne blive uoverskuelige, fordi vælgerne risikerer at indsætte ledere baseret på frygt frem for tillid.
Men også herhjemme ser vi, at sammenhængskraften er under pres. Meget kan tyde på, at følelsen af at stå udenfor vokser i Danmark, og vi oplever frustration hos dem, der ikke er del af den globaliserede og højtuddannede arbejdsstyrke, der kan gå fra job til job på tværs af landegrænser. Analyser viser, at Danmark har betydelige problemer med at få vores unge drenge gennem uddannelsessystemet – det er bare én af de udviklinger, der yderligere kan øge kløfterne i fremtiden.
Small Great Nation skal hjælpe os genfinde sammenhængskraften
Mange har en holdning, men vi mangler et faktuelt afsæt for dialogen. Med Small Great Nation initiativet vil vi derfor forsøge at sætte fakta på, hvad der er realiteter, og hvad der blot er fornemmelser. Hvad mener vi præcis med sammenhængskraft? Hvordan måler vi den? Hvor meget er den aftaget og med hvilke konsekvenser? Er det flygtninge, teknologien, globaliseringen eller måske medierne, der udgør den tungeste udfordring?
Vi kan ikke komme med alle svarene. Men vi kan udvikle ny viden om et fænomen, der optager os alle, så vi sammen kan stille de rigtige spørgsmål og have en mere struktureret diskussion om, hvad Danmarks svar skal være. Vores initiativ er datadrevet og baseret på førende forskningsprincipper, og vi ønsker at skabe et grundlag for diskussion på tværs af private og offentlige virksomheder, uddannelses- og innovationsmiljøer, brancheorganisationer og foreningsliv. Således at vi langsigtet sammen kan bidrage til at styrke Danmark inden for vækst, digitalisering og globalisering, og få alle med ind i fremtiden.
I vores øjne er det af national nødvendighed, at vi sikrer, at sammenhængskraften også består om 10, 20 OG 30 år – og dermed må ikke bare politikerne og borgerne men også ledere i erhvervsliv og organisationer se på, hvordan vi hver især kan tage et medansvar og handle. Med initiativet Small Great Nation vil Deloitte og Kraka forsøge at tage et medansvar.
Overordnet set er vi som samfund nødt til at arbejde sammen i nye konstellationer. Vi må alle bidrage, være mere generøse og investere i at forstå Danmarks udfordringer samt søge nye, bæredygtige løsninger. Heldigvis er udgangspunktet for Danmark ikke bare godt, men rigtig godt. Så spørgsmålet er: Hvilken fremtid ønsker du for Danmark, og hvad kan du bidrage med?
Læs flere artikler her.